Den Kongelige Livgardes Fond

Koncert indsamler 20.000 kr. til veteranarbejde

Hvert år i november måned gennemfører Livgarden en helt speciel koncert for alle dem, der bidrager enten direkte eller indirekte til Livgardens opgaveløsning. I år blev dét koncept udvidet til to koncerter og en saltvandsindsprøjtning til Livgardens veteranarbejde.

Tekst: Andreas Dalsgaard Schultz   I   26. november 2021

Der er rigtig mange, som hvert år støtter Den Kongelige Livgarde på alle tænkelige måder. Og det går ikke ubemærket hen. Derfor komponerer, øver og afholder både Musikkorps og Tambourkorps et ”musikalsk takkekort” for alle dem, som yder en særlig indsats for regimentet.

Og når nu både Musik- og Tambourkorps allerede havde indøvet et helt repertoire, besluttede Livgarden at udvide med en ekstra koncert, som en tak til alle dem, der støtter veteransagen omkring Livgarden.

En række personer med forbindelse til nogle af de veteranprojekter, som har relation til Livgardens personel blev derfor inviteret, og en række biletter blev udbudt til salg. Indtægterne fra billetsalget gik ubeskåret til Livgardens veteranarbejde i rammen af Den Kongelige Livgardes Fond.

Udover at publikum fik en forrygende koncert med såvel Livgardes Musikkorps som Livgardens Tamburkorps, i nogle opsætninger og udklædninger man ikke normalt forbinder med de to korps, så lykkedes det også at indsamle mere end 20.000 kr. til Livgardens veteranarbejde.

Der skal i den sammenhæng lyde et stort og varmt tak fra Den Kongelige Livgardes Fond.