Uddeling af Prins Jeans bog til nye gardere (AUG 18)

Rex-turen er overstået og hold AUG ’18 kan nu kalde sig gardere. Udover det synlige bevis i form af REX’er får de nye gardere også udleveret Prins Jeans bog, som er en bog om Livgardens historie og ikke mindst grundlæggeren af bogen, garderen og officeren Prins Jean. Bogen administreres i dag af Den Kongelige Livgardes Fond, som indeholder Prins Jean af Orléans Mindelegat.

Selve bogen er blevet udgivet siden 1908, men denne udgave er splinter ny. Udgaven erstatter den fra 1658-2014, og indeholder en opdateret historik og ikke mindst illustrationer af livet som garder, vores kaserner, materiel og situationer fra de mange øvelser og udsendelser det er blevet til gennem de sidste 4 år.

For at udbrede kendskabet til Livgarden og den helt særlige korpsånd, der kendertegner regimentet, sker udleveringen som en del af lykønskningen ved overgangen fra rekrut til garder. Det er således også Den Kongelige Livgardens Fonds gave til garderen ifm. det at træde ind i en verden af stolte traditioner, holdninger og fællesskab.

Bogen udleveres med et personligt håndtryk til hver ny garder af chefen for III/LG, OL Lars Nygaard.